Thursday, 22 December 2005

Besøg hjemmefra: Billeder fra Fatehpur Sikri og Agra

Fra vores besøg i nationalparken Keoladeo gik det direkte til Fatehpur Sikri, en gammel moghulsk hovedstad og Agra, hjemby for Taj Mahal. Jeg går lidt amok med familiebillederne her, men håber det er okay da jeg ellers har forsægt at betone billeder, der siger noget om de steder vi har været og mennesker vi har mødt. Foran Taj Mahal derimod synes jeg det er på plads med billeder af min familie.


En stor port i Fatehpur Sikri og en lille dreng, der går rundt i sin egen lille verden foran den.


Ole ved Taj Mahal

Far og mor (Billedet fra 10 sekunder tidligere, hvor min mor står og smukkeserer sig, skal jeg undlade at bringe)


Hele familien samlet :o)

Tuesday, 20 December 2005

Besøg hjemmefra: Billeder fra Keoladeo National Park

Efter turen til ørkendelen af Rajasthan tog jeg mine forældre med til edt mere frugtbare øst, hvor nationalparken Keoladeo ligger. Det er en af verdens vigtigste ynglepladser for fugle, både fastbende og trækfugle. I vores to dage i parken så vi hjorte, antiloper, sjakaler, en pythonslange, ugler, isfugle, papegøjer, kraner, storke og et utal af andre fugle og dyr.

Indiske byer kan godt være ret hektiske, overfyldte og beskidte og så er det faktisk utroligt forfriskende, at komme ud i naturen, hvor der er ro, plads og frisk luft. Et virkelig godt sted at besøge.


Ole på cykel inde i parken.


Far og mor på cykel, samme sted


"Painted storks". Kender ikke det danske navn, men der var tusinder af dem!


En python-slange! Måske turens højdepunkt for mit vedkommende. Disse slanger lever vildt i parken og man kan komme inden for få meter af dem. Dette eksemplar var ca. 2 meter lang. Man kan lige akkurat ane snuden stikke op bagfra ca. midtvejs på dens krop (Klik på billedet for at se det mere tydeligt).


To små ugler - en han og en hun - der hver dag sover sammen side om side i denne lille hjerteformede åbning i træet. Meget romantisk scene og et hit hos damerne :oP


En typisk scene fra parken. Masser af lavt vand, som fuglene elsker. Et sandt paradis for enhver trækfugl.


Solen går ned over mennesker og dyr i Keoladeo...

Sunday, 18 December 2005

Besøg hjemmefra: Billeder fra Pushkar (byen)

Den sidste del af mine billeder fra Pushkar. Denne gang nogle taget i selve byen.


Nogle af de mange ghats, som leder ned til Pushkar Sø (Klik på billedet for mere detalje).


Et barn klædt ud som Shiva, den ødelæggende Gud i hinduistisk mytology.


Mor, far og Ole på the Joshua Café. Denne café har til formål at tjene penge til The Joshua Project, som er et projekt, der giver husly og skolegang til gadebørn i Pushkar.


Jeg viser nogle videoklip til nogle af Pushkars gadebørn, ifm. med vores besøg på Joshua Caféen


Et tempel af sydindisk karakter i nordindiske Pushkar.


En religiøs procession i forbindelse med festlighederne i Pushkar.

Saturday, 17 December 2005

Besøg hjemmefra: Billeder fra Pushkar (festpladsen)

Efter den lidt ulækre beskrivele af min operation er det nok tid til noget lidt sjovere. Et par billeder fra festpladsen i Pushkar, hvor tusinder af kameler og mennesker er samlet.


Udsigt over et lille udsnit af de mange kameler. På billedet ser man måske omkring 25% af hele pladsen (Klik på billedet for at kunne se hvor mange, der faktisk er).


Og man gør noget ud af at udsmykke sine kameler. Dels barberede mønstre...


...dels alverdens kameltilbehør (på moderne dansk hedder det vel "camel accesories"), som man naturligvis kan købe i de lokale butikker.


En lille dreng håndterer en stor kamel.


En yndig lille sigøjnerpige, som hjalp sine forældre i en lille stand, der solgte forskellige souvernirs. En meget sød familie,

Operation overstået

Så er min operation og indlæggelse overstået. Nu havde jeg ikke forventet lutter sjov og ballade, men det var nu alligevel en hård omgang. Det startede sådan set fint nok med at der blev lagt et drop og jeg blev givet bedøvelse - men kun lokal, så jeg var ved bevidsthed under hele proceduren. Derefter gik lægen rask væk igang med at hakke dele af mit næseben af, så luften bedre kan passere. Undervejs kom han med små bemærkninger som "You have a very storng nose bone, Esben", hvilket betød at han måtte tage hammer og mejsel til brug for at få ordentlige stykker af. Altsammen noget jeg tydeligt kunne mærke - dog uden smerte.

Til gengæld begyndte jeg at få nogle smerter hen mod slutningen af operationen, da han var igang med at udvide den anden passage ind til mine bihuler. Dette var tilsyneladende ikke efter planen - måske havde de undervurderet mængden af bedøvelse. I hvert fald førte det til en vis diskussion mellem den opererende læge og narkoselægen, som resulterede I, at jeg blev informeret om, at nu ville jeg få et skud morfin. Det hjalp så også på smerterne efter noget tid.

Efter operationen fik jeg lagt et langt bomuldstykke ind gennem det ene næsebor og ud gennem det andet. Dette blokerede min næse fuldstændig og gjorde min vejrtrækning temmelig besværlig, så det blev ikke meget søvn jeg fik. Det hjalp heller ikke, med den konstante næseblod jeg havde natten igennem.

I morgens fik jeg så fjernet forbindingen og hevet bomulden ud (fra den ene næsebor hvorefter det i den anden side blev hevet med bagom næsebenet) hvilket viste sig at være den mest ubehagelige del af hele processsen. Da det blev hevet ud, hvilket var slemt nok i sig selv, sprøjtede blodet ud til højre og venstre af både næse og mund. Hvilket så resulterede i, at jeg i panik begyndte at hyperventilere og mistede bevidstheden. Da jeg vågnede op igen fik jeg noget vand og derfra er det gået fremad. Nu sidder jeg hjemme, med en næste der stadig er tilstoppet, hævetog lidt øm, men jeg har det dog meget bedre.

Jeg skal nu hvile et par dage, men derefter skulle jeg gerne begynde at kunne mærke forbedringerne i mit heldbred. Så det glæder jeg mig meget til :o)

Thursday, 15 December 2005

Operation i morgen (fredag)

Så er det sikkert og vist - mit rejseforsikring vil dække min operation for bihulebetændelse. Så i morgen går jeg under kniven. Jeg skal opereres ca. 13.30 (9.00 dansk tid) og skal derefter tilbringe et døgn på hospitalet. Så en gang i løbet af søndag skulle jeg gerne skulle skrive her på siden, at alt er gået som planlagt.

Proceduren hedder functional endoscopic sinus surgery og hvis nogle skulle være interesserede kan de læse lidt mere om den her (På engelsk): http://www.aafp.org/afp/980901ap/slack.html

Wednesday, 14 December 2005

Besøg hjemmefra: Billeder fra Pushkar (lejren)

Efter Jaipur tog vi alle til Pushkar, en lille ørkenby, som ligger rundt om en meget hellig sø. Til vores store held faldt mine foreældres besøg sammen med årest suværent største begivenhed i Pushkar, jamåske endda i hele Rajasthan: Den store kamelfestival i Pushkar!

Her samles op til 50.000 kameler (med medfølgende ejere) og der bliver handlet på livet løs. Derudover foregår der et utal af religiøse ceremonier og al den karnevalstemning og omrejsende tivoli, som følgermed den slags. Pushkar er efterhånden blevet en magnet for turister, hvilket har ført nogle af de lokale hinduer til at føle at byens hellige aura er truet af de mange turister og den kommercialisering, der naturlig følger i kølvandet på dem.

I dag vil jeg vise billeder fra teltlejren, hvor vi boede. Senere vil der komme billeder fra selve festivalen og byen.

Ole foran spiseteltene i lejren.


Ude foran teltet.

Inde i teltet. Ser det ikke lækkert ud?


Udsigt fra lejren. Vi var vidne til en konstant strøm af kameler på vej til eller fra markedet i Pushkar.

Monday, 12 December 2005

Besøg hjemmefra: Billeder fra Jaipur

Da mine forældre havde haft et par dage til at akklimatisere sig tog jeg dem med på en tur til ørkenstaten Rajasthan. Først tog vi til Jaipur, også kendt som "The Pink City", ifølge myten fordi den blev malet lyserød (gæstfrihedens farve) i anledning af Prins Alberts besøg for efterhånden mange, mange år siden.

En af de mange lyserøde (eller måske snarere kanstanjefarvede) bygninger. Vindenes Palads hvor kongens mange konkubiner kunne sidde og skue ud på markedslivet uden at blive udsat for upassende blikke fra de almindelige borgerlige herrer.


Slangetæmmere. Mest (dvs. udelukkende) til ære for turisterne.


Amber Fort lidt udenfor Jaipur. Bemærk de badende elefanter.


Hele familien foran et lystpalads midt ude i søen.


Mor og jeg aflæser det største solur jeg nogensinde har set. Flere hundrede år gammelt og kronjuvelen i et fantastisk astronomisk observatorium.


Trafikprop i Jaipur. Indere har nogle gange lidt svært ved at forstå, at det ikke kan lade sig gøre at passere en smal passage i både højre og venstre side, når der også kommer trafik fra den anden side. De burde lære det, taget i betragtning, at de er over 1 milliard mennesker, som skal kunne komme frem blandt hinanden.

Sunday, 11 December 2005

Besøg hjememfra: Billeder fra Delhi

I forbindelse med at jeg havde besøg af mine forældre og min lillebror Ole fik vi selvfølgelig taget en masse billeder, hvoraf jeg vil offentliggøre et par af de bedste her på siden. I første omgang starter jeg med nogle billeder taget i Delhi:

Mig og far ved Begumpur Masjid, en kæmpestor forladt moské, som ligger glemt og gemt midt i et mindre moderne boligkvarter. Ingen turister, men en hel speciel stemning.


Mig og mor ved Qutub Minar-komplekset. I baggrunden ses det berømte tårn Qutub Minar, men den ruin vi står foran her skulle have været mindst dobbelt så stort, som søstertårnet. Kongen, som havde igangssat projektet døde dog, og ingen andre tog initiativ til at færdiggøre det.


Papegøjer er en fast del af bybilledet i Delhi. Her sidder de på en gammel facade dækket med arabisk skrift.

Sunday, 4 December 2005

India Shining?

Nu har jeg efterhånden boet i Indien i en del måneder, så det er vel på tide, at jeg fortæller lidt mere om det samfund, som jeg nu er blevet den del af.

Jeg har i tidligere rejseberetninger hjem skrevet om kontrasten mellem rig og fattig i en del lande. Men jeg har nu måttet sande, at intet sted i verden synes det helt så udpræget som her i Indien. Der er meget udbredt fattigdom og social konservatisme, men samtidig findes der her i Delhi folk, der er så rige, at selv velhavende danskere må være misundelige. I selv de pæneste kvarterer, hvor overklassen bor i fantastiske, luksuriøse huse bag store mure og porte med sikkerhedsvagter, er der mennesker, der bogstaveligt talt lever på fortovet lige udenfor.

Denne ulighed medvirker, at man som en almindelig dansk studerende på SU, veksler mellem at føle sig som en kongelig med tjenestefolk på hver en hånd, og på den anden side som en fattig lus, som må forblive i de almindelige dødelige sektioner i byen diskoteker, mens Delhis jetsettere mæsker sig i champagne i de hævede VIP-sektioner. Men det er nu en ambivalens man lærer at leve med, specielt da jeg har mere ondt af de, der har det dårligere end mig selv, end jeg misunder de, der har det bedre. Så vi er faktisk i det store og hele holdt op med at komme på de store snobbede in-steder, i hvert fald hvad natklubber angår. Og så er ambivalensen væk, men man bliver stadig dagligt konfronteret med samfundets bund, som lever på gaden lige uden for ens bevogtede indgangsport.

Mange udlændinge - og i særdeleshed danskere - har det svært med at blive dagligt konfronteret med så enorm menneskelig fattigdom og elendighed, som det er tilfældet her. Den normale reaktion er enten at lukke helt af og lade som om de ikke eksisterer, eller alternativt at blive så deprimeret at hverdagen bliver svær at håndtere. Mange flygter da også hjem til lille, egalitære Danmark efter kort tid hernede. Og så er der selvfølgelig de, som prøver at hjælpe. Men det er heller ikke noget nemt job, dels da der er mange flere end det er fysisk muligt at hjælpe, dels fordi man aldrig ved om man egentlig gør mere skade end man gør gavn. Tag nu de mange tiggerbørn f.eks. Mange af dem er utroligt søde og bedårende midt i al snavset, og det er utroligt fristende at give 10-20 rupees (1,5-3 kr.) til dem. Men der er adskillige problemer ved at gøre dette. For det første arbejder børnene meget sjældent alene. I langt de fleste tilfælde er de enten sendt ud for at tigge af deres forældre eller endnu værre kriminelle bagmænd, som har kidnappet børnene i afsidesliggende landsbyer, hvor folk ikke har ressourcer til at opspore deres børn og få dem tilbage. Og med de få gadebørn, der rent faktisk arbejder for sig selv, kan man være ret sikker på, at pengene bliver brugt på euforiserende stoffer snarere end på mad. Mange gadebørn ynder at spise rettelak, da det dels gør dem høje og dermed får dem til at glemme deres problemer og elendighed for en stund, dels giver dem en mæthedsfornemmelse, som de ellers har svært ved at opnå. Og selvfølgelig ødelægger det også deres maver. For det andet er problemet ved at give penge til børn, at det skaber et uheldigt incitament, som ikke gavner nogen i det lange løb. Børn skal ikke ses som en indtægtskilde - de skal være hjemme hos deres forældre og i skole.

Hvad kan man ellers gøre? Vi køber nogle gange nogle små pakker med kiks, som vi deler ud til de børn der kommer hen til vores taxi og tigger i diverse trafikkryds. Det er som regel populært, og det gør i hvert fald ikke den store skade. Med aldrende folk eller mennesker med synlige fysiske handicap kan man godt være lidt mere rundhåndet med kontanterne, da den slags mennesker i det indiske samfund har meget få muligheder for at opnå en indkomst (hinduer har i modsætning til muslimer ikke nogen religiøst motiveret tendens til at give almisser til de svage).

Nu kunne man måske få indtrykket af, at Indien er et håbløst land med elendighed, stilstand og underudvikling - et land uden håb. Men det er faktisk ikke rigtigt. Trods visse konservative sociale normer vedr. f.eks. kaste er Indien faktisk et dynamisk, farverigt og fantastisk land i en rivende udvikling. Den økonomiske vækst er stor (matcher næsten Kinas), sociale normer og tabuer har været under nedbrydning siden Mahatma Gandhi erklærede at de kasteløse er "Guds børn" og Indien har en helt fantastisk rig kulturarv. Og så er det selvfølgelig efter omstændighederne et usædvanligt velfungerende demokrati, som oven i købet er fuldstændig multietnisk. Præsidenten er muslim, Premierministeren er sikh, lederen af det største politiske parti (og i nogles øjne den reelle regeringsleder) er kristen - og symbolet i Indiens flag er buddhistisk. Lidt af en præstation for det altovervejende hinduistiske Indien.

Den økonomiske vækst betyder konstant udvidelse af Indiens middelklasse, som har råd til gode skoler, dejlige huse og alverdens forbrugsgoder som TV, Computer, bil osv. I øjeblikket kan mindst 400 millioner indere betragtes som medlemmer af middelklassen. Det er flere end hele USA's befolkning, og det siger også noget om Indiens politiske og økonomiske potentiale i fremtiden. Indien har en reel chance for ikke blot at blive en stormagt, men også en absolut global supermagt. Kun Kina synes at kunne matche Indiens potentielle status indenfor de næste 100 år.

I 2004 tabte det dominerende hindunationlistiske parti valget i høj grad på et forfejlet valgslogan, som slet ikke svarede til den dagligdag de dårligst stillede indere oplever, men som allerede i dag er virkeligheden for de velstillede, for økonomerne og med lidt god vilje endda på den globale politiske scene. Om 20-30 år vil det måske endda være virkelighed for de fleste almindelige indere. Sloganet var i al sin enkelthed: "India Shining!"

Thursday, 1 December 2005

Ny SIF-trøje!

For snart en del uger sider fik jeg en utrolig glædelig overraskelse sendt hjemmefra. Jeg havde skrevet en artikel om det at være SIF-fan i Indien til fanklubbens blad pletskudet, hvori jeg blandt andet beklagede mig over at Turkish Airlines havde smidt tasken med min SIF-trøje væk. Det læste mine gode venner hjemme i Danmark: Katja, Johnny, Troels og Morten og minsandten om de ikke sendte mig en spritny SIF-trøje - og så oven i købet med autografer fra hele holdet og tryk på bagsiden. En virkelig flot gestus af dem, som jeg er virkelig taknemmelig for. Som jeg har lovet Morten kommer der her et par billeder af mig foran det ultimate kærlighedsmonument, Taj Mahal, iklædt SIF-trøje :o)