Sunday, 4 December 2005

India Shining?

Nu har jeg efterhånden boet i Indien i en del måneder, så det er vel på tide, at jeg fortæller lidt mere om det samfund, som jeg nu er blevet den del af.

Jeg har i tidligere rejseberetninger hjem skrevet om kontrasten mellem rig og fattig i en del lande. Men jeg har nu måttet sande, at intet sted i verden synes det helt så udpræget som her i Indien. Der er meget udbredt fattigdom og social konservatisme, men samtidig findes der her i Delhi folk, der er så rige, at selv velhavende danskere må være misundelige. I selv de pæneste kvarterer, hvor overklassen bor i fantastiske, luksuriøse huse bag store mure og porte med sikkerhedsvagter, er der mennesker, der bogstaveligt talt lever på fortovet lige udenfor.

Denne ulighed medvirker, at man som en almindelig dansk studerende på SU, veksler mellem at føle sig som en kongelig med tjenestefolk på hver en hånd, og på den anden side som en fattig lus, som må forblive i de almindelige dødelige sektioner i byen diskoteker, mens Delhis jetsettere mæsker sig i champagne i de hævede VIP-sektioner. Men det er nu en ambivalens man lærer at leve med, specielt da jeg har mere ondt af de, der har det dårligere end mig selv, end jeg misunder de, der har det bedre. Så vi er faktisk i det store og hele holdt op med at komme på de store snobbede in-steder, i hvert fald hvad natklubber angår. Og så er ambivalensen væk, men man bliver stadig dagligt konfronteret med samfundets bund, som lever på gaden lige uden for ens bevogtede indgangsport.

Mange udlændinge - og i særdeleshed danskere - har det svært med at blive dagligt konfronteret med så enorm menneskelig fattigdom og elendighed, som det er tilfældet her. Den normale reaktion er enten at lukke helt af og lade som om de ikke eksisterer, eller alternativt at blive så deprimeret at hverdagen bliver svær at håndtere. Mange flygter da også hjem til lille, egalitære Danmark efter kort tid hernede. Og så er der selvfølgelig de, som prøver at hjælpe. Men det er heller ikke noget nemt job, dels da der er mange flere end det er fysisk muligt at hjælpe, dels fordi man aldrig ved om man egentlig gør mere skade end man gør gavn. Tag nu de mange tiggerbørn f.eks. Mange af dem er utroligt søde og bedårende midt i al snavset, og det er utroligt fristende at give 10-20 rupees (1,5-3 kr.) til dem. Men der er adskillige problemer ved at gøre dette. For det første arbejder børnene meget sjældent alene. I langt de fleste tilfælde er de enten sendt ud for at tigge af deres forældre eller endnu værre kriminelle bagmænd, som har kidnappet børnene i afsidesliggende landsbyer, hvor folk ikke har ressourcer til at opspore deres børn og få dem tilbage. Og med de få gadebørn, der rent faktisk arbejder for sig selv, kan man være ret sikker på, at pengene bliver brugt på euforiserende stoffer snarere end på mad. Mange gadebørn ynder at spise rettelak, da det dels gør dem høje og dermed får dem til at glemme deres problemer og elendighed for en stund, dels giver dem en mæthedsfornemmelse, som de ellers har svært ved at opnå. Og selvfølgelig ødelægger det også deres maver. For det andet er problemet ved at give penge til børn, at det skaber et uheldigt incitament, som ikke gavner nogen i det lange løb. Børn skal ikke ses som en indtægtskilde - de skal være hjemme hos deres forældre og i skole.

Hvad kan man ellers gøre? Vi køber nogle gange nogle små pakker med kiks, som vi deler ud til de børn der kommer hen til vores taxi og tigger i diverse trafikkryds. Det er som regel populært, og det gør i hvert fald ikke den store skade. Med aldrende folk eller mennesker med synlige fysiske handicap kan man godt være lidt mere rundhåndet med kontanterne, da den slags mennesker i det indiske samfund har meget få muligheder for at opnå en indkomst (hinduer har i modsætning til muslimer ikke nogen religiøst motiveret tendens til at give almisser til de svage).

Nu kunne man måske få indtrykket af, at Indien er et håbløst land med elendighed, stilstand og underudvikling - et land uden håb. Men det er faktisk ikke rigtigt. Trods visse konservative sociale normer vedr. f.eks. kaste er Indien faktisk et dynamisk, farverigt og fantastisk land i en rivende udvikling. Den økonomiske vækst er stor (matcher næsten Kinas), sociale normer og tabuer har været under nedbrydning siden Mahatma Gandhi erklærede at de kasteløse er "Guds børn" og Indien har en helt fantastisk rig kulturarv. Og så er det selvfølgelig efter omstændighederne et usædvanligt velfungerende demokrati, som oven i købet er fuldstændig multietnisk. Præsidenten er muslim, Premierministeren er sikh, lederen af det største politiske parti (og i nogles øjne den reelle regeringsleder) er kristen - og symbolet i Indiens flag er buddhistisk. Lidt af en præstation for det altovervejende hinduistiske Indien.

Den økonomiske vækst betyder konstant udvidelse af Indiens middelklasse, som har råd til gode skoler, dejlige huse og alverdens forbrugsgoder som TV, Computer, bil osv. I øjeblikket kan mindst 400 millioner indere betragtes som medlemmer af middelklassen. Det er flere end hele USA's befolkning, og det siger også noget om Indiens politiske og økonomiske potentiale i fremtiden. Indien har en reel chance for ikke blot at blive en stormagt, men også en absolut global supermagt. Kun Kina synes at kunne matche Indiens potentielle status indenfor de næste 100 år.

I 2004 tabte det dominerende hindunationlistiske parti valget i høj grad på et forfejlet valgslogan, som slet ikke svarede til den dagligdag de dårligst stillede indere oplever, men som allerede i dag er virkeligheden for de velstillede, for økonomerne og med lidt god vilje endda på den globale politiske scene. Om 20-30 år vil det måske endda være virkelighed for de fleste almindelige indere. Sloganet var i al sin enkelthed: "India Shining!"

No comments: