Monday, 24 October 2005

Hjemme fra Thailand

Så er min indkøbstur med mere til Thailand vel overstået. De første 3-4 dage gik med shopping i Bankok, og der blev brugt mange penge! Bangkok er måske verdens bedste by for budgetshoppere, og det skal man selvfølgelig udnytte når man nu er der. Derefter gik turen til full moon party (fuldmånefest) på øen Koh Phangan ud for den Sydthailandske østkyst. For de uindviede kan jeg fortælle, at det er en kæmpemæssig strandfest, der besøges primært af backpackere. Den finder sted én gang om måneden (ved fuldmåne selvfølgelig) og har typisk mellem 10.000 og 15.000 deltagere - hvoraf en relativt stor del desværre supplerer alkoholen med diverse bevidsthedsmanipulerende substanser. Selv om det næppe er sundt er det dog med til at give festen en helt unik og løssluppen karakter. For enhver backpacker med respekt for sig selv, er dette en pilgrimsmål, som man SKAL besøge mindst én gang i sit liv. Nu har jeg gjort min pligt, og kan endelig betragte mig selv som fuldgyldig medlem af verdens backpacker-samfund.

Efter fuldmånefesten var jeg yderligere et par dage på Koh Phangan og det var ikke uden dramatik. For det første oplevede jeg et par dramatiske traffikuheld, som til alt held (og temmelig mirakuløst) ikke kostede menneskeliv. Trafikken er ganske forfærdelig i Thailand, og det er faktisk en af de værste dødsårsager i landet (Suverænt den værste for yngre aldersgrupper). For det andet oplevede jeg nogle af de værste uvejr jeg har oplevet i mit liv. Dels en voldsom storm mens jeg befandt mig i en båd mellem Koh Samui og Koh Phangan og dels et natligt tordenvejr, som aldrig har set sit lige i Danmark. Men trods denne dramatik alt i alt en dejlig tur. Dog dejligt at være tilbage i Indien, hvor man kan få ordentlig mad og høre ordentlig musik!


På et hotelværelse i Bangkok med min nye Game Boy :o)

Min kollega Susanna på stranden:

Èt af de uheld jeg oplevede. Bilen havde for meget fart på i et sving og væltede så ned af bakken. Da jeg tog dette billede var jeg ikke klar over, at føreren af bilen stadig sad fanget i bilen. Han blev dog få minutter senere hjulpet ud og kunne heldigvis selv gå fra stedet selv om han var slemt tilredt og virkede ganske chokeret. I det andet tilfælde så jeg en ung svensk turist i et grimt scooter-styrt, hvor han hamrede hovedet ned i asfalten - uden styrthjelm. Han slap meget heldigt med en mindre hjernerystelse:

Mig til fuldmånefest. Selvlysende maling er en vigtig bestanddel af festlighederne:

Måske verdens dårligste pool-bord. Fra mit resort på Koh Phangan:

No comments: